Om skaberglæde
Jeg hedder Maria, er 27 år, født og opvokset i Aarhus, hvor jeg også bor i dag.
Glæden ved at skabe er dét, der driver værket for mig og deraf navnet “Skaberglæde”. Det er en daglig reminder for mig, at hele projektet er drevet af lysten til og glæden ved de hobbyer, jeg nu engang kaster mig over – primært strik og syning, men fra tid til anden sniger der sig også andre hobbyer ind.
På Instagram har jeg delt ud af mine kreative projekter siden 2017. Denne side er et forsøg på bl.a. at samle det, som efterhånden næsten er blevet en hobby i sig selv: nemlig at finde garnalternativer, så det er muligt at strikke med, uanset størrelsen på ens pengepung.
Efterhånden som Skaberglæde-projektet er vokset er det også blevet noget, jeg bruger rigtig meget tid på, fordi jeg stadig gerne vil gøre mig umage med de ting, jeg deler. Det betyder også, at det ikke længere kan løbe rundt uden, der kommer indtjening ind og jeg vil meget gerne være åben omkring, hvordan jeg tjener penge på mit arbejde.
Indtil videre har alt mit indhold været gratis og ligget frit tilgængeligt for alle. Det gælder både diverse guides, tips og garnalternativer. Det indhold, der ligger gratis tilgængeligt er ofte enten sponsoreret af en samarbejdspartner eller gennem reklame/affiliatelinks. Begge dele gør det gratis for dig at læse med. Jeg udvælger mine samarbejdspartnere med omhu og udvælger kun dem, hvor jeg synes, det giver mening at samarbejde og hvor jeg har mulighed for at lave et samarbejde med indhold, jeg tænker ville være relevant for jer, der følger med.
Når der i toppen af et indlæg står ”Reklamelinks” betyder det, at hvis du kan bruge mine tips/anbefalinger (fx ifm. med garnalternativer), så kan du uden det koster ekstra støtte mit arbejde ved at købe gennem disse links, fordi en lille procentdel af salget så går til mig. Det er dermed med til at gøre det muligt for mig at fortsætte med at finde garnalternativer til jer – helt uden at det koster noget for dig!
I foråret 2022 kom webshoppen til. Ideen er her at lave et alternativ til det sponsorerede indhold. I shoppen kan du købe gennemarbejdede guides til forskellige kreative projekter. Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til enten at sende en besked på Instagram eller kontakte mig her, så vil jeg meget gerne forsøge at svare på det, jeg kan.
For mig rummer Skaberglæde-projektet alt det, jeg elsker ved at skabe noget med hænderne. Jeg vil gerne være åben omkring hvordan indtjening fungerer, men det er også vigtigt for mig at understrege, at Skaberglæde netop er drevet af glæden ved at skabe og af at dele denne glæde videre til andre – og det håber jeg selvfølgelig skinner i gennem i mit arbejde!
Velkommen til og tusind tak fordi du læser med!