Anmeldelse: Ginger Deluxe Kort Rundepindesæt
Dette indlæg indeholder reklamelinks. Ved at bruge disse links støtter du mit arbejde, uden at det koster ekstra for dig!
Dette er det første skriv her på hjemmesiden, hvor jeg anmelder strikkepinde. Jeg har anmeldt strikkepinde i nogle år efterhånden – se alle de gamle anmeldelser under højdepunkter på min Instagram. Jeg anmelder/anbefaler aldrig noget, jeg ikke selv har prøvet.
Først og fremmest er det vigtigt for mig at nævne, at vi alle strikker forskelligt og det er forskelligt, hvilke strikkepinde, der ligger godt i ens hænder – og mine præferencer er ikke nødvendigvis dine. Når det så er sagt, så oplevede jeg selv, at det var noget nær umuligt at navigere i junglen af strikkepinde ud fra billeder på nettet. Derfor denne lille serie, hvor jeg vil forsøge at beskrive min oplevelse af strikkepindene, så godt jeg nu kan.
I dette skriv anmelder jeg Knitpro Ginger Deluxe Korte Udskiftelige Rundpindesæt.
find rundpindesættet her
- Knitpro Ginger Deluxe Korte Udskiftelige Rundpindesæt hos Rito
- Knitpro Ginger Deluxe Korte Udskiftelige Rundpindesæt hos Rito (Norge)
Fakta om Sættet
- Pindestørrelser: 3,5-4-4,5-5-5,5-6-7-8-9-10-12 mm
- Wirelængder: 2×40 cm + 2x 50 cm (samlet længde inkl. pinde)
- Antal størrelser: 11 stk
- Materiale: Lamineret Birk
- Sættet indeholder i alt 22 pinde, etui i imiteret læder, 8 wirestoppere, 4 wires, 4 wirespændere, 20 maskemarkører, 1 sæt magneter og 1 kuglepen.
Min anmeldelse
Korte pinde giver muligheder
Langt de fleste udskiftelige rundpindesæt har en minimumslængde på 60 cm, fordi pindene er så lange, at selvom man bruger en kort wire, så kan de ikke nå rundt. Derfor er dette sæt helt genialt, fordi pindene netop er kortere og derfor kan nå rundt og danne en enten 40 cm rundpind eller en 50 cm rundpind med de wires, der følger med sættet. Men i modsætning til rundpindesæt med længere pinde kan man her godt bare købe en ekstra wire og dermed få 60-80-100 cm rundpinde.
Min strikkeoplevelse med pindene
Før jeg købte dette rundpindesæt brugte jeg stort set kun mine faste 40 cm-rundpinde fra Pony, når jeg skulle bruge en kort rundpind. Og en kort rundpind bruger jeg relativt ofte, fx til at strikke huer, babystrik, ærmer eller halskanter. Men efter jeg har købt sættet griber jeg altså efterhånden lige så ofte ud efter Ginger Deluxe-pindene.
Jeg synes, de er gode at strikke med, de ligger godt i mine hænder og garnet glider let på pindene. Og så er der den kæmpe fordel, som ikke er ved de faste rundpinde – nemlig at man kan sætte en mindre størrelse på venstre pind og dermed få en endnu mere “smooth” strikkeoplevelsen, fordi garnet bare glider helt let.
Deruover synes jeg altid, at overgangen på udskiftelige strikkepinde er et vigtigt punkt ift. om jeg kan lide strikkeoplevelsen. Nogle overgangen har et hak eller en for hård overgang mellem wiren og selve strikkepinden, men det oplever jeg ikke på Knitpro Ginger Deluxe-pindene. Tværtimod har jeg endnu ikke oplevet, at garnet har haft problemer med at køre hen over overgangen.
For mig betyder strikkepindens tip også en hel del. Jeg foretrækker en lidt spids tip. Hvis den er for rund, så har jeg problemer med at fange masken og hvis den er for spids, så har jeg problemer med at den splitter garnet. Tippen på Ginger Deluxe-pindene rammer balancen rigtig fint i min optik og har hverken det ene eller andet problem.
Et lille minus og en lille bonus
Jeg bruger relativt ofte pind 3, 40 cm og engang i mellem også pind 2,5, 40 cm og de er altså ikke med i dette rundpindesæt. Det er et lille minus, synes jeg. Men ellers synes jeg, man får mange størrelser for pengene – det er langt fra alle sæt, der inkluderer størrelser helt op til pind 10 og 12.
Og så vil jeg lige fremhæve etuiet, som udover at være i god kvalitet og lækkert at se på (mange andre sæt kommer i virkelige billige etuier, som hurtigt går i stykker). Og så har etuet den lille bonus, at man kan bruge ryggen som opskriftsholder. Jeg har de fleste af mine opskrifter digitalt, men når jeg strikker efter diagram kan jeg godt lide at have dem fysisk. Magnetsættet, der følger med sættet, kan desuden bruges til at flytte række i diagrammet, så man hele tiden har styr på, hvor man er kommet til.
Alt i alt er jeg virkelig glad for, at jeg selv investerede i Knitpro Ginger Deluxe Korte Udskiftelige Rundpindesæt (på trods af det lange navn ;)). Jeg har efterhånden haft mange strikkepinde mellem hænderne og dette er bestemt en favorit. Selvfølgelig også fordi, det er det korte sæt. Det er så ofte, at man har brug for korte rundpinde og fordi man her også kan bruge dem til at lave lange rundepinde, så er det faktisk ofte et sæt, jeg anbefaler som det første. Og så kan man let tilføje et par ekstra wires og evt. et par længere pinde i de pindestørrelser, man bruger mest (for mig ville det være 3,5-5).
find rundpindesættet her
- Knitpro Ginger Deluxe Korte Udskiftelige Rundpindesæt hos Rito
- Knitpro Ginger Deluxe Korte Udskiftelige Rundpindesæt hos Rito (Norge)