Anmeldelse: Garn fra Søstrene Grene

Reklame for Søstrene Grene

Søstrene Grenes nye kollektion med temaet “Garn og håndarbejde” kom i butikkerne d. 17/9 2020 og i den forbindelse har jeg testet to af garntyperne af. Jeg bestilte de to nye garntyper hjem og har nu lavet strikkeprøver og er klar med en lille anmeldelse.

Uldgarn

Uldgarnet består af 100% superwashuld og løber 70 meter på 50 g. Jeg har lavet strikkeprøver på to forskellige pindestørrelser og kan ramme en strikkefasthed på mellem 16 m og 19 m på 10 cm, hvor det stadig er pænt (og hverken for slasket eller for stramt). Strikkefastheden er naturligvis målt efter vask. Garnet er overraskende blødt! Jeg frygtede at det ville kradse en del, men det synes jeg ikke, det gør. Men jeg er heller ikke uldsart, så jeg vil anbefale, at man tager forbi sin lokale Søstrene Grene-butik og mærker på garnet selv, hvis man er i tvivl. 

Til uldgarnet har jeg udregnet garnmængder til tre forskellige opskrifter: Novice Sweater fra PetiteKnit og Vest No 1 fra My Favorite Things Knitwear. Find mængderne herunder – alle udregninger er med en tråd garn og er som altid et estimat (så køb hellere for meget end for lidt!). Og husk nu at lave en strikkeprøve, inden du går i gang 😉

Til Novice Sweater ville jeg beregne 11 (12) 13 (15) 16 (16) 18 (19) 20 ngl og til Vest No. 1 ville jeg beregne 7 (7) 8 (9) 10 ngl. 

Uldgarn med bambus

Dette garn har en lidt længere løbelængde på 125 m pr 50 g. Jeg har lavet en enkelt strikkeprøve, som gav strikkefastheden 21 m/10 cm, hvilket betyder, at det er et rigtig godt alternativ til mange opskrifter med fx en tråd merino og en tråd mohair. Med dette garn kan du altså strikke fx Ingen Dikkedarer Sweater. Til Ingen Dikkedarer Sweater ville jeg beregne 9 (9) 10 (11) 12 (13) 14 ngl, hvilket giver en pris på ca 210-340 kr (alt efter størrelse). Garnet er superblødt og bliver kun blødere efter vask. Jeg har desværre ikke haft tid til at strikke noget op og teste det i brug, så jeg ved ikke noget om hvor meget det fnuldrer i brug – men jeg synes ikke, det fælder overhovedet.

Jeg håber, det kunne bruges! Hvis du strikker i et garnalternativ, som du har fundet her, så må du meget gerne tagge @skaberglaede og/eller #skaberglædesgarnalternativer, hvis du deler det på Instagram – så kan vi nemlig blive inspireret af hinanden.

Rigtig god strikkelyst!