STRIKKEFASTHED OG STRIKKEPRØVER
Dette indlæg indeholder reklamelinks. Ved at bruge disse links støtter du mit arbejde, uden at det koster ekstra for dig!
Dette indlæg bliver lidt anderledes, fordi jeg har valgt at stille det op i spørgsmål/svar-format. På den måde håber jeg på, at det bliver mest overskueligt at finde svar på lige netop dét spørgsmål, du sidder med! Find min videoguide til at lave en strikkeprøve og hvordan jeg tæller masker lige her.
Hvad er strikkefasthed og hvorfor er det vigtigt?
Strikkefasthed er kort sagt et mål for størrelsen på dine masker. I en strikkeopskrift står der altid hvor mange masker du skal slå op og det er vigtigt at dine masker fylder lige præcis det, som designeren har tænkt, da opskriften blev udregnet. Find længere nede eksempler på, hvad der sker, hvis man ikke overholder strikkefastheden.
Strikkefasthed er både meget simpelt og ret kompliceret. Simpelt fordi det blot handler om størrelsen på en maske. Kompliceret, fordi der er så mange ting, der kan påvirke strikkefastheden – vask, pindetykkelse, materiale på strikkepinden, garntype og meget, meget mere.
Hvordan måler man strikkefasthed?
Det er nemmest, hvis vi snakker det samme sprog ift. strikkefasthed. Derfor er det nemmeste at måle i antal masker på 10 cm (og ikke hvor meget x masker fylder). Derfor slår man også altid flere masker op til sin strikkeprøve, så man altid kan måle, hvor mange masker der er på 10 cm.
Jeg bruger næsten altid min strikkefasthedsmåler, fordi den er nem at bruge, idet den hurtigt indrammer antal masker og antal pinde i en 10×10 kvadrat. Find link til den her. Jeg har vist, hvordan man tæller maskerne (uden en strikkefasthedsmåler) i denne video.
Man kan sagtens måle sin strikkefasthed i 5 x 5 cm og så gange op. Jeg anbefaler dog, at man starter med at øve sig med 10 x 10 for at gøre det nemt for sig selv. Der er i forvejen mange tal, man skal holde styr på og hvis man fx skal ramme 21 masker på 10 cm, så skal man altså have 10,5 masker på 5 cm. Det kan være svært at tælle halve masker, når man er begynder.
Jeg gør som oftest selv det, at jeg laver en strikkeprøve, hvor jeg kan måle (dvs den skal være lidt breddere og lidt højere, for at man kan måle) 10 cm i bredden og 5 cm i højden (som jeg så efterfølgende ganger med to for at få antal rækker på 10 cm), hvilket også er grunden til at mange af mine strikkeprøver er mere rektangulære og ikke kvadratiske.
Min strikkeprøve passer næsten (1-2 masker fra) – er det ikke godt nok?
Nej, det er det desværre ikke. Man SKAL ramme præcist, hvis man altså vil kunne regne med de mål, der er angivet i opskriften. Lad mig give et eksempel:
Strikkefastheden skal være 10 masker på 10 cm i opskriften Louisiana Sweater fra PetiteKnit. Der er 124 masker på kroppen i min størrelse (str XL), hvilket giver en overvidde på 124 cm, fordi en maske fylder en cm (regnestykket hedder 124 masker / 10 m * 10 cm).
Hvis min strikkefasthed i stedet er 11 m pr 10 cm, så får jeg i stedet en overvidde på 112,7 cm (regnestykket hedder her 124 masker / 11 masker * 10 cm). Altså ville jeg ende med en trøje der havde en overvidde som str M og dermed også en trøje, som jeg ikke kunne passe.
Min strikkeprøve passer ikke i bredden. Hvordan justerer jeg?
Der er forskellige ting, man kan gøre:
- Justere pindetykkelse (se hvordan herunder)
- Tilføje/fjerne følgetråd (hvis du har for få masker på 10 cm, så skal dine masker være mindre og så skal du fjerne følgetråden. Hvs du har for mange masker på 10 cm, så skal dine masker være større og så kan du tilføje en følgetråd)
- Bruge en strikkepind i et andet materiale (jeg ved ikke hvorfor – men det virker altså nogle gange!)
- Husk i øvrigt altid at vaske og blokke strikkeprøven, da meget garn forandrer sig i vask og måske først kan ramme en given strikkefasthed efter vask.
Det kan være svært at huske, om man skal gå op eller ned i pindestørrelse, alt efter om man har for mange/for få masker på de 10 cm. Jeg husker det på denne måde:
- Hvis man har for mange masker på 10 cm (fx 11 m/10 cm i stedet for ønsket 10 m/10 cm), så vil man gerne have at maskerne fylder lidt mere. Derfor kan man prøve på en større pind, altså skal man gå op i pindestørrelse.
- Hvis man har for få masker på 10 cm (fx har man kun 9 m/10 cm i stedet for ønsket 10 m/10 cm), så vil man gerne have at maskerne fylder lidt mindre. Derfor kan man prøve på en mindre pind, altså skal man gå ned i pindestørrelse.
Hvad er vigtigst – højden eller bredden?
Det vigtigste er at ramme strikkefastheden i bredden, fordi det er nemt at forkorte/forlænge længden på fx en trøje, men man kan ikke styre bredden af maskerne på anden vis.
I langt de fleste opskrifter er længden i cm angivet og så kan man blot følge dette. Hvis man strikker efter en opskrift, hvor der er angivet antal pinde er det dog vigtigt at overholde strikkefastheden i højden. Min oplevelse er dog, at det ikke betyder lige så meget om man afviger med et par rækker (i højden) her, som hvis man afviger med blot en halv maske i bredden.
Min strikkeprøve passer ikke i højden – hvordan justerer jeg?
Som nævnt herover er det i min optik langt fra altid ikke lige så vigtigt at overholde strikkefastheden i højden. Der kan dog være undtagelser med nogle opskrifter, så her kommer mine bedste bud på at justere strikkefastheden i højden:
- Brug en anden pindestørrelse (vær opmærksom på at dette ofte kan gøre, at strikkefastheden i bredden også ændres)
- Brug samme pindestørrelse, men på en anden strikkepind i et andet materiale (igen ved jeg ikke hvorfor – men det virker altså nogle gange!)
- Husk i øvrigt altid at vaske og blokke strikkeprøven, da meget garn forandrer sig i vask og måske først kan ramme en given strikkefasthed efter vask.
- Ellers kan man i opskrifter hvor mål (også) er angivet i cm blot gå ud fra dette mål (altså er strikkefastheden i højden mindre afgørende).
Hvorfor laver man kant på strikkeprøven?
Jeg laver næsten altid en kant rundt om min strikkeprøve (find min videoguide til at lave en strikkeprøve her). Det gør jeg både- fordi man skal kunne måle 10 cm (se tidligere i indlægget hvorfor) og fordi kantmaskerne altid opfører sig “anderledes” end de almindelige masker. Vi vil gerne måle på de “normale” masker og jeg undgår at få kantmasker ved at strikke en kant rundt om min strikkeprøve. Man kan sagtens undvære kanten, men så ville jeg strikke en væsentligt større prøve for at undgå at skulle måle på kantmasker.
Jeg skal lave en trøje i rib/smockstrik/patent/noget andet – hvordan skal jeg så lave min strikkeprøve?
Der er som regel angivet i en opskrift, hvad strikkefastheden skal måles i. Et eksempel fra September Sweater fra PetiteKnit er:
Strikkefasthed: 12 masker x 28 pinde med tre tråde silk mohair i patentstrik på pind 5 mm = 10 x 10 cm
Altså skal man her lave strikkeprøven i patentstrik og prøven skal samtidig laves i tre tråde silk mohair (da det er dét resten af arbejdet også strikkes i). Hvis der ikke er angivet en “teknik” (fx patentstrik, rib eller smockmønster), så er det som hovedregel målt i glatstrik.
En strikkeprøve skal ALTID afspejle dit færdige arbejde så meget som muligt. Derfor skal man også altid lave sin strikkeprøve i
- Det samme garn som man vil strikke sit arbejde i.
- De samme pinde, som man vil strikke resten af trøjen på (ens strikkefasthed kan variere enormt fx fx en type strikkepind til en anden type strikkepind, selvom de har samme størrelse) .
- I samme teknik, som det meste af arbejdet skal strikkes i – dvs. at hvis man har forskellig strikkefasthed, når man strikker frem/tilbage vs rundt, så skal man faktisk også tage højde for dette.
Find tips til din strikkeprøve (og hvordan man tæller) i patentstrik her og i smockstrik her.
Hvorfor er det vigtigt at vaske sin strikkeprøve?
Garn er et levende materiale og forandrer sig derfor fx ved temperaturforskelle og når det bliver vasket. Der er mange grunde til at vaske sit færdige strik (det kommer i et senere indlæg), men når man vælger at vaske sit færdige strik, så skal man også tage højde for det i sin strikkeprøve.
Da jeg strikkede Northland Sweater fra PetiteKnit forandrede strikkefastheden sig fra 19 m/10 cm til den korrekte 17 m/10 cm blot ved at blive vasket. Havde jeg ikke vasket prøven og i stedet justeret med pindestørrelse, så var trøjen altså endt med en helt forkert strikkefasthed (og en helt anden størrelse), da jeg så vaskede den til sidst.
En anden god grund til at vaske sin strikkeprøve kan også være for at teste, om garnet kan holde til en bestemt type vask. Hvis man planlægger at vaske sin færdige trøje i vaskemaskinen, så kan man teste på prøven, om garnet overhovedet kan holde til det og ikke fx filtrer.
Er der medregnet garn til strikkeprøve i opskriften?
Når jeg teststrikker, så er mit garnforbrug altid inklusiv en strikkeprøve. Men der er desværre ikke en fast regel om dette, så det kan også variere fra designer til designer, om det er noget, man tager højde for. Jeg har aldrig selv haft brug for at trævle min strikkeprøve op, men jeg gemmer den altid just in case. Som oftest kan sagtens bruge garnet, selvom strikkeprøven er blevet vasket (det kan dog være svært fx at pille tre tråde mohair op. Ikke umuligt, men svært). Vær opmærksom på, at man altid kun kan regne med garnmængden i en opskrift, hvis strikkefastheden er overholdt, hvorfor det er endnu mere vigtigt at prioritere en strikkeprøve
Opskriften siger, at jeg skal strikke med to tråde. Skal jeg så også det i strikkeprøven?
Ja, strikkeprøven skal afspejle det, du skal strikke. Læs mere om det i afsnittet “Jeg skal lave en trøje i rib/smockstrik/patent/noget andet – hvordan skal jeg så lave min strikkeprøve?”
Er der forskel på at strikke frem/tilbage og rundt?
Som nævnt tidligere så skal strikkeprøven afspejle dét, du senere skal strikke – så hvis du skal strikke rundt, så skal din strikkeprøve også afspejle dette. Personligt rammer jeg 99,9% af gangene præcis samme strikkefasthed frem og tilbage som når jeg strikker rundt, hvorfor jeg næsten altid laver mine strikkeprøver frem og tilbage.
Hvis man ikke rammer samme strikkefasthed, så kan man med fordel se denne video, som viser hvordan man laver en “snyde”-strikkeprøve som afspejler strikkefastheden, når man strikker rundt.
Det betyder også, at hvis ens strikkefasthed er forskellig, når man strikker frem og tilbage og rundt, så skal man i princippet lave to strikkeprøver, hvis man strikker efter en opskrift som involverer begge teknikker (kunne fx være Holiday Slipover eller Stockholmsweater). Beklager – det er ikke mig, der laver reglerne
Min oplevelse er, at man godt kan øve sig på at have en jævn strikkefasthed frem/tilbage og rundt. Det er som oftest fordi forskellen mellem vrang- og retmasker er for stor i fastheden. Typisk strikker man sine vrangmasker for løse – så her kan man øve sig på at stramme disse mere til eller alternativt strikke med en halv pind mindre på vrangsiden (dette er fx nemt, når du strikker med et udskifteligt rundpindsæt, så sætter du bare to forskellige størrelser på hver side af pinden). Hvis du strikker med to forskellige pindetykkelser på ret- og vrangside, husk da at strikke strikkeprøven på samme måde.
Skal man lave en strikkeprøve HVER gang?
Det korte svar er ja. For at komplicere alting yderligere, så kan ens strikkefasthed fx svinge afhængig af temperaturen udenfor (altså at man fx strikker løsere om sommeren end om vinteren). Man kan også bare generelt komme til at strikke med en anden strikkefasthed, jo mere man strikker. Derfor vil det altid være en god idé at lave en strikkeprøve, inden man går i gang med et projekt.
Hvorfor gemmer du dine strikkeprøver?
Jeg gemmer mine strikkeprøver af flere årsager:
- Det giver en helt masse farveinspiration til senere projekter
- Jeg sætter manillamærker på alle mine strikkeprøver og forsøger at huske at skrive garntype, farvekode, pindestørrelse og -type, strikkefasthed osv på dem alle. Det kan senere give mig en indikation af, om jeg evt skal op/ned i pind og om man overhovedet kan ramme en given strikkefasthed med et bestemt garn (smart ift når jeg laver garnalternativer).
- Hvis nu jeg skulle løbe tør for garn eller senere få brug for en smule garn til fx at lappe et hul i en trøje, så har jeg en lille rest liggende.
Hvordan tilpasser jeg opskriften til en anden strikkefasthed?
Dette kommer ikke til at blive det svar, man håber på, når man stiller spørgsmålet. Jeg vil nemlig aldrig anbefale, at man selv omregner til egen strikkefasthed. Af den simple årsag, at min respekt for strikdesignernes arbejde med pasform og størrelsesudarbejdning er kæmpestor. Når man omregner til en anden strikkefasthed, så går man nemlig glip af alle de små detaljer, der gør pasformen genial. Så i stedet vil jeg altid foretrække at bruge et garn til en anden opskrift, hvis jeg ikke kan ramme strikkefastheden eller justere med pindestørrelse eller lege med en ekstra/uden følgetråd og så ramme strikkefastheden til en given opskrift.