Nuance Bag og Zetland

Reklame for Zetland

Opskriften på Nuance Bag er udkommet hos Zetland. Jeg har udviklet strikkeopskriften og jeg er både stolt, glad og ret spændt – for den har været længe undervejs og der ligger ret mange tanker og kræfter i opskriften. Det er nemlig ikke “bare” en strikkeopskrift, men et forsøg på at putte alt det, jeg elsker ved Zetland, ned i strik og det vil jeg gerne fortælle lidt mere om i dette indlæg. 

Opskriften kan du få fat i lige her. Den koster 50 kroner og så får du samtidig 2 måneders fri adgang til Zetland. Opskriften bliver sendt som PDF til din mail. Nederst på denne side finder du anbefalinger til artikler, som du kan lytte til, mens du strikker opskriften. Hvis du allerede er medlem af Zetland, så kan opskriften købes på Zetlands webshop lige her. Du finder garnalternativer til Nuance Bag i dette indlæg.

Udover at alle artikler bliver læst højt af journalisterne selv, så det er muligt at blive klogere, mens man strikker (og det i sig selv er jo genialt!), så er der mange andre ting, jeg holder af. Zetland er et nyhedsmedie uden reklamer, som sætter en ære i at levere nuanceret, dybdegående journalistik med flere og anderledes perspektiver – og så er der fokus på “slow journalism” fremfor “breaking”-bjælker og det er lige præcis dét, jeg holder så meget af ved Zetland og som jeg her har forsøgt at indkapsle i en strikkeopskrift. 

Netop nuancerne var dét, jeg først og fremmest gerne ville forsøge at vise i opskriften. Derfor er den strikket i tofarvet vævestrik, der giver effekten af, at noget titter frem bag overfladen og man skal helt tæt på for rigtigt at se, hvad det er. Og frygt ej, lige som Zetland er dygtige til at formidle kompliceret stof og mange nuancer på en måde, så det er til at forstå (jeg forstår fx økonomi, når det er Zetland, der forklarer), så er tofarvet vævestrik slet ikke så kompliceret at strikke, som det måske ser ud. Jeg har i hvert fald gjort mig umage med at beskrive det, så det skulle være til at strikke for de fleste, hvis du bare mestrer ret og vrang. Og ellers kommer jeg til at filme hele processen, så du kan lære det ved at strikke med i min knit-a-long. 

Jeg er så taknemmelig for, at Zetland gav mig muligheden for at kombinere strik med det samarbejde, vi har. For jeg synes, der er mange lighedspunkter mellem Zetland og strik. Det langsommelige, det med at gøre sig umage, kvalitet over kvantitet, for bare at nævne nogle stykker. Og så det med at være en del af et fællesskab. Der er nemlig et ret stort fællesskab på Zetland. Det er det eneste hjørne på internettet, udover strikke-insta naturligvis, hvor jeg oplever, at tonen er gennemgående saglig, omsorgsfuld og nysgerrig. Fællesskabet finder du bl.a. i bidragssporet til alle artikler, hvor det er muligt at stille spørgsmål til fx journalisten bag artiklen, nogle gange også til vigtige kilder i en bestemt artikel og samtidig er det muligt at diskutere med andre medlemmer på en måde, der mest af alt er en diametral modsætning til et typisk Facebook-kommentarspor. 

Som man måske kan fornemme er min begejstring for Zetland stor. Derfor er jeg også så glad for, at man sammen med strikkeopskriften på Nuance Bag får to måneders fri adgang til Zetland. Herunder vil jeg dele nogle af de artikler, som jeg har været glad for at lytte til. 

Anbefalinger af artikler

Du kan ikke nå alt det, du gerne vil i livet. Og det er måske en god ting af Jesper Olsen. Artiklen handler om at prioritere, om at sætte “vigtigt” over “haster” og om vigtigheden i at sige nej, fravælge og på den måde frigive plads og tid til det, som betyder noget. På en måde som ikke handler om at optimere, men tværtimod om at leve bare lidt langsommere. 

De flyttede grænserne for, hvad en kvinde kan være af Sara Alfort. Om nogle af de sejeste, mest bad-ass kvinder i historien, der har nægtet at tie stille og som har banet vejen og haft en kæmpe betydning. 

Aldrig har forældre engageret sig mere i deres børn – og aldrig følt sig så utilstrækkelige af Nanna Schelde. Artiklen er en del af den serie, der hedder “Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid”, der sætter fokus på forældrerollen i dag og stiller kritiske spørgsmål til dette. Jeg har selv fået meget ud af at lytte til serien og er blevet udfordret, provokeret – og ikke mindst klogere på, hvilken forælder jeg selv gerne vil være. Det handler ikke om ansvarsfralæggelse, tværtimod, men om at det måske ikke altid behøver at være svært. 

Kan det virkelig passe? Stine oplevede, hvad psykiatrien kan, når den giver magten tilbage til patienterne af Nanna Schelde. Artiklen handler om at inddrage patienterne i psykiatrien. 

Min ven er pædofil. Jeg tog på en erkendelsesrejse for at forstå ham. For børnenes skyld af Svante Wettergren. Det her er en af de ting, jeg beundrer Zetland for – at tage fat i det mest tabuiserede, for at give et nyt perspektiv. For at forstå nuancerne fremfor generaliseringerne. Det er en tankevækkende artikel og jeg vil varmt anbefale at læse/lytte til den. 

Jeg vil have mit gamle Instagram igen. Og jeg er ikke den eneste af Marie Carsten Pedersen. Om Instagrams (til tider uforståelige) algoritme. 

Hvor meget biologi skal vi finde os i? af Fie Dandanell. En ret interessant artikel om overgangsalderen og i sær, hvor håbløst bagud forskningen har været på dette område. 

Når vi er konfliktsky, gør vi konflikten værre af Torben Sangild. En artikel omkring konflikter og om en helt særlig kvinde, der har forsket i lige netop det hele sit liv. 

De taler om vejret og huslån. Derfor opfatter vi nogle mennesker som kedelige af Torben Sangild. 

Alle i et parforhold er umulige at holde ud. Elsk hinanden alligevel af Alain de Botton. 

Jeg håber, det kunne bruges! Hvis du strikker i et garnalternativ, som du har fundet her, så må du meget gerne tagge @skaberglaede og/eller #skaberglædesgarnalternativer, hvis du deler det på Instagram – så kan vi nemlig blive inspireret af hinanden.

Rigtig god strikkelyst!