Garnalternativer til June Top & June Top Light

Dette indlæg indeholder reklamelinks. Ved at bruge disse links støtter du mit arbejde, uden at det koster ekstra for dig!

Så er den nye sommertop fra PetiteKnit udkommet – og endda i to udgaver: June Top, som har strikkefasthed 20 m/10 cm og June Top Light, som har strikkefasthed 28 m/10 cm. I dette indlæg finder du garnalternativer til både June Top og June Top Light. 

Hvis du strikker June Top i to tråde Pure Silk, så ligger prisen på mellem 240-360 kroner og June Top Light i samme garn vil koste ca. 120-300 kr. Det er altså i sig selv ikke det dyreste projekt i verden, men jeg lover, at det kan sagtens gøres billigere! 

Husk at lave en strikkeprøve, inden du går i gang. Hvis strikkefastheden ikke er overholdt kan man ikke regne med målene i opskriften. Læs mere om strikkefasthed og strikkeprøver her

Til venstre: To tråde Orchid (se farvekoder herunder), til højre: En tråd Orchid (02)

Mit første bud på et garnalternativ er Orchid, som både kan bruges til June Top (hvor der så strikkes med to tråde) og til June Top Light (hvor der strikkes med en tråd). Orchid er mit bedste bud på et prisvenligt alternativ til Pure Silk fra Knitting for Olive, som i øvrigt virkelig er et lækkert garn. Orchid består af 100% bambus og er et rigtigt sommergarn. Fornemmelsen er mere “glat” end Pure Silk, men efter vask minder udtrykket overraskende meget om hinanden. Og så kommer Orchid i virkelig mange fine farver! 

Til June Top ville jeg estimere 6 (6) 6 (6) 7 (7) 8 nøgler Orchid. Bemærk, at der her strikkes med to tråde – det er der taget højde for i mængden af garn. Til June Top Light ville jeg estimere 3 (4) 4 (5) 6 (6) 7 nøgler Orchid, hvor der strikkes med en tråd. 

Der bruges jo ikke så meget garn til projektet, men med to tråde Orchid til June Top vil toppen koste 115-150 kroner og 60-135 kroner for June Top Light i en tråd Orchid og dermed er det også kun cirka halvdelen af prisen på det originale garn. 

Farvekoder til strikkeprøven til June Top, som er strikket i to tråde Orchid (nedefra og op): 03+10, 03+14, 14+08, 08+02.

Find garnet her:

Nuboo (132)

Det næste bud på et garnalternativ er et garnalternativ til June Top, hvor der kan strikkes med en tråd – nemlig at strikke i en tråd Nuboo. Garnet er lavet af lyocel, som er en bambusfiber. Garnet er dermed godt, hvis du fx er uldallergiker. Garn er virkelig, virkelig blødt og faktisk næsten mere “glat” (det er så svært at forklare garn på skrift, jeg håber, det giver mening – man kan måske fornemme det i strukturen på billedet). 

Til June Top ville jeg estimere 4 (4) 4 (4) 5 (5) 6 nøgler Nuboo

Find garnet her:

Rose (66)

Et forslag til et garnalternativ til June Top Light er at strikke den i Rose, som er et 100% bomuldsgarn. Det er blødt, altså så blødt som bomuld kan blive (min oplevelse er, at noget bomuld godt kan føles ret “stift” og det gør dette garn altså ikke). 

Med en tråd Rose ville jeg estimere 3 (4) 5 (5) 6 (7) 8 nøgler Rose – hvilket altså giver en ris på mellem 30-70 kroner og så kan det vist ikke gøres meget billigere! 

Find garnet her:

Jeg håber, det kunne bruges! Hvis du strikker i et garnalternativ, som du har fundet her, så må du meget gerne tagge @skaberglaede og/eller #skaberglædesgarnalternativer, hvis du deler det på Instagram – så kan vi nemlig blive inspireret af hinanden.

Rigtig god strikkelyst!