Garnalternativer til Jenny Jacket

Dette indlæg indeholder reklamelinks. Ved at bruge disse links støtter du mit arbejde, uden at det koster ekstra for dig!

Opskriften på Jenny Jacket har været længe undervejs, men er nu udkommet hos PetiteKnit. Jeg teststrikkede opskriften og brugte til min egen udgave to tråde Sunday (Baby Blue Eyes 6043) og en tråd Tynn Silk Mohair (6042), som opskriften også anbefaler. Denne kombination er virkelig lækker, men ligger bestemt i den dyre ende.  

Hvis man bruger opskriftens anbefalede garn koster en Jenny Jacket 995 (1046) 1046 (1261) 1312 (1312) 1425 (1538) kroner, hvis man køber garnet til vejledende udsalgspris. Derfor har jeg kigget på lidt forskellige alternativer, som kommer her.

HUSK som altid, at når jeg tester, så tester jeg blot om det kan lade sig gøre at ramme strikkefastheden. Da vi alle strikker forskelligt, så HUSK en strikkeprøve, så du er sikker på at overholde strikkefastheden selv. Af samme årsag står der ikke, hvilken pind jeg har ramt strikkefastheden med. 

Peruvian Highland Wool (farve Smoke Blue)

Jeg har blandt andet testet en tråd Peruvian Highland Wool. Det er et af mine personlige favoritgarner, hvorfor jeg havde ret høje forventninger til det. Jeg synes, det bliver okay, men det bliver noget mere “fladt” end jeg ville foretrække. Derfor ville dette alternativ ikke være mit førstevalg, men det kan stadig sagtens kan fungere! Med en tråd Peruvian Highland Wool vil jeg beregne 14 (15) 15 (17) 17 (18) 20 (21) nøgler, hvilket giver en pris på cirka 530-800 kr.  

Find garnet her:

2 tråde Flora (farve 21) og 1 tråd Kid Silk (farve 03)

Det “nemme” alternativ er at udskifte Sunday med Flora og udskifte Tynn Silk Mohair med Kid Silk. Det har jeg selvfølgelig også testet og det minder meget om originalen. Så det kan bestemt anbefales, hvis man ikke har noget i mod at strikke med tre tråde og gerne vil have en udtryk, der ligger tæt op af. Her ville jeg beregne samme mængde som i opskriften, hvilket så ville give en pris på cirka 470-710 kr (altså cirka halvdelen af prisen på det anbefalede garn i opskriften) .

Her ville man også kunne udskifte Sunday med BabyAlpacaSilk og Tynn Silk Mohair ville kunne erstattes med fx Super Kid Silk og fortsat beregne samme mængde som i opskriften og på den måde få adgang til lidt flere farver 🙂 

Find garnet her:

Lily (farve Lysegrøn)

Et alternativ, som måske ikke er så oplagt, men som har vist sig at fungere 100% er at strikke med en tråd Lily. Det er et garn, der primært består af bomuld, hvilket i dette tilfælde blot gør at smockmønsteret står skarpt og lækkert. Jakken bliver selvfølgelig anderledes i udtrykket med et garn, der minder så lidt om originalen, men jeg synes virkelig, at det kan noget! Med en tråd Lily ville jeg beregne 14 (15) 15 (17) 17 (18) 20 (21) nøgler, hvilket giver en pris på cirka 450-672 kroner, fordi garnet er nedsat en del lige nu. 

Find garnet her:

Nepal (farve 206)

Min personlige favorit i denne omgang er en tråd Nepal. Her er igen en fordel i kun at strikke med en tråd og jeg synes, smockmønsteret står utrolig fint frem i dette garnvalg (bliver ikke lige så “fladt” som jeg oplevede med Peruvian Highland Wool). Også er det endda denne omgangs billigste alternativ! Med en tråd Nepal ville jeg beregne 19 (20) 21 (22) 23 (24) 26 (28 nøgler, hvilket giver en pris på omkring 360-530 kr!  

Find garnet her:

Jeg håber, det kunne bruges! Hvis du strikker i et garnalternativ, som du har fundet her, så må du meget gerne tagge @skaberglaede og/eller #skaberglædesgarnalternativer, hvis du deler det på Instagram – så kan vi nemlig blive inspireret af hinanden.

Rigtig god strikkelyst!